For at kunne se tidligere års nyhedsbreve og billeder klik her:
http://www.bhovmarke.weebly.com kodeord: friends
http://www.bhovmarke.weebly.com kodeord: friends
Året der gik 2014
Vi startede året i vores dejlige hjem her i Suzhou sammen med vore dejlige unge mennesker og en flok venner. Der blev som vanligt ikke sparet på noget, og de unge drog videre til Shanghai efter midnat, hvor de stod for at feste til den lyse morgen, mens os halv-gamle gik i seng allerede omkring kl 3.30 efter at vi havde ryddet det værste op.
En af forårets store begivenheder var at jeg fyldte 50 år, ja det lyder mærkeligt at en gammel teenager kan det, men ikke desto mindre skete det helt automatisk…
Henrik og jeg havde besluttet os for at holde ferie i Marrakesh, Dakar og London i kinesisk nytår da det passede nærmest perfekt med at kunne fejre dagen (eller dagen efter) sammen med ungerne.
Vores ophold i Marrakesh var kort - kun to dage, og det blev noget mere intenst end vi havde planlagt, da vi begge var syge med dårlige maver den første dag. Det var under opsejling allerede i England, så Marokko skal ikke have skylden for det, men det gjorde at vi nærmest ikke lavede noget den første dag.
Allerede i lufthavnen i Marrakesh fik vi en forsmag på den afslappede livsstil på stedet. Vores chauffør var der ikke da vi ankom – forsinkede. Vi ventede længe og mistede til sidst tålmodigheden, og ringede til hotellet, som sagde at han ville komme straks. 20 minutter senere stod vi stadig ude i solen, og jeg ringede igen til hotellet, som denne gang fortalte at der var trafik prop i byen pga kongens tilstedeværelse på slottet, og de kunne slet ikke forudsige hvornår vi blev hentet. Tilfældigt fandt vi ud af at chaufføren faktisk allerede var i lufthavnen, der stod bare et andet hotel navn på skiltet end det vi havde booket. På vejen til hotellet undrede vi os over hvor lidt trafik der er i Marrakesh, og kunne ikke dy os, da vi fik vores introduktion samt en opgradering på hotellet, og vi nævnte at vi for øvrigt var kongens venner, og havde sagt til ham at næste gang vi var i byen måtte han blive væk J
Ind imellem vore lange søvne den første dag gik vi et par småture, og heldigvis vågnede vi op tidligt og var friske næste morgen, så vi kunne gå en morgentur i byens snævre og snørklede gader på anden-dagen. Vi startede med at fare vild - eller gå i ring – og var pludselig tilbage ved hotellet, hvorfra vi så kunne starte igen :D
I andet forsøg gik vi hen til og kom udenfor bymuren og på tilbagevejen så vi ”the tanneries”, hvor der garves skind. Det er troligt snavset og uhumsk og samtidig utrolig flot og interessant at se hvordan skindene behandles. Vi faldt fluks i turistfælden, hvor en mand ville vise os lidt rundt uden at skulle have betaling for det. Han var god til at forklare tingene og utrolig beredvillig på alle måder, og da vi skulle gå mente han da også at han havde fortjent en gave fra os, som vi så måtte betale.
En stor del af oplevelsen i Marrakesh er at gå rundt i gaderne med masser af lidt skummelt udseende kutteklædte mænd og se de mange små og spændende butikker med bla krydderier, farvestrålende souvenirs.
Samme aften fløj vi videre til Dakar i Senegal og vi landede der i nattens mulm og mørke for også her at finde ud af at chaufføren ikke var der som aftalt. Udenfor tilbød en flink ung mand at vi kunne låne hans telefon og ringe hotellet op, hvilket vi gjorde, for efterfølgende at finde ud af, at låne betød at man skulle betale ca 100 kroner for det. Umiddelbart efter vi havde betalt, kom chaufføren ud inde fra bygningen af og vi fornemmede at de to kendte hinanden, så vi var vidst gået i en ny turistfælde her...
Selvom vi følte os lidt utrygge i starten kom vi godt frem til hotellet, fik en god nats søvn og vågnede op til en smuk solrig morgen.
Vi skulle den første dag over på slaveøen Ile Goree med færge og havde en skøn sejltur derover, og fik os endda en god ven på vejen. At han tilfældigvis havde en butik ovre på øen som han gerne ville have os med hen til , var jo bare helt naturligt, ligesom han forventede at vi købte nogle af hans ting, nu hvor vi jo var gamle venner…
Øen er smuk og havde hyggelige gader - det er svært at forestille sig hvordan det foregik i sin tid, men det lokale museum kunne hjælpe os lidt på vej med det, og det har bestemt ikke været rart at være sort der dengang. Vi gik op på øens højeste punkt hvor vi nød udsigten ind mod Dakar samt de mange udstillede kunstværker som lokale kunstnere havde lavet af forhåndenværende materialer, det være sig alt muligt gammelt skrammel.
Det tog os lidt tid at vænne os til at være omgivet af lutter høje, flotte, muskuløse mørke mennesker i Dakar, men efter et par gåture begyndte vi at føle os mere hjemme og nød den fantastiske udsigt ud over vandet langs den kuperede kystlinje.
Vi skulle efter et par dage op til en god strand og bo lidt udenfor byen, og blev lidt overraskede over kvarteret, der mest af alt mindede om slum med hullede og ujævne sandveje og forfaldne bygninger. Heldigvis så alt meget anderledes ud på hotellets forside, og vi blev rigtig glade for at bo der, også selvom den arrige pelikan gerne ville snappe efter os, når den lå ved den såkaldte pool, der nærmest måtte betragtes som et soppe bassin.
Vi fik gået en del ude i området, blandt andet når vi skulle hen til et område i nærheden af den amerikanske ambassade, hvor der lå lokale seafood restauranter på stribe, men det blev da også til et par taxature i de gamle Mercedes’er, som mildest talt var oldgamle, ramponerede og skramlede mange af dem med smadret forrude- en oplevelse i sig selv og altid med spændingen omkring om man nåede frem .
Det var her i området vi tilbragte min fødselsdag, som på forunderlig vis startede allerede dagen før om eftermiddagen, hvor folk jeg kender i Asien startede med at sende lykønskninger.
Aftenen før fødselsdagen spiste vi på en utrolig lækker japansk inspireret restaurant, fulgt op af frokost dagen efter på en af de lokale seafood restauranter tæt ved havet, og endnu en lidt finere og lækker restaurant om aftenen den 6. februar.
I dagtimerne gik vi over til et stort hotel, som på deres grund har Afrika-fastlandets vestligste punkt Les Almadie. Vi var helt alene derude lige bortset fra en pelikan –et utroligt smukt sted, som det er lidt synd ligger gemt af vejen inde på en hotel grund.
På vores lille familiehotel boede der ud over os et filmhold, der var på optagelse. Vi talte ikke med dem, men det bliver sjovt at se om vi en dag ser en film fra Dakar og så kan genkende personerne og stedet.
Dakar er også byen hvor “The African Renaissance Monument “ er bygget. Det er en 49 meter høj statue, der forestiller et par med et barn på armen. Man kan med elevator komme op i toppen af mandens hoved og nyde udsigten ud over vandet og Dakar deroppe fra. Henrik gad ikke derop, men jeg tog turen op til det lille aflukke, hvor man højest kunne være 6 personer af gangen.
Et af hovedformålene med at tage til Dakar var at komme ud og se den lyserøde sø – Lac Rose – den var godt nok ikke lyserød nærmest gulbrun, men der blev udvundet salt derude, og der var virkelig smukt med et rigt fugleliv. Vi fik købt en del af det fra en af vore nye veninder, der fulgte os som en skygge under hele opholdet derude.
Sidste stop på ferien var som sagt London og det var skønt at gense ungerne der. Vi havde lejet en centralt beliggende hotellejlighed, og så snart vi var installeret der, skulle vi ud at spise på Bel Canto Restaurant. Restauranten er beliggende i kælderen på et hotel og det er som at træde ind i en anden verden, når man går ned af trapperne. Alt er i gammel stil der, maden er utrolig lækker og det helt specielle ved restauranten er at tjenerne alle synger opera og gør det aldeles fremragende. De er alle konservatorieuddannede og der blev sunget en sang hvert kvarter. Hen mod slutningen da vi havde fået desserten var der kage og fødselsdagssang til mig. Det var både smukt og ret overvældende at have 5 operasangere til at synge for en, så jo jeg blev vildt rørt over det og fældede da også en enkelt tåre eller flere.
Det var jo vinter og februar i London, men vi var utroligt heldige med vejret og havde blå himmel det meste af tiden. Vi fik gået en del rundt og brugte en del tid i den skønne James Park, hvor der var både egern og mange fugle.
Den sidste aften sammen i London skulle vi så for første gang prøve en 3-stjernet Michelin restaurant, og med det relativt korte varsel vi havde, var vi utroligt lykkelige for at Alain Ducasse at the Dorchester kunne finde plads til os 5. Det var helt igennem en storslået oplevelse at spise der. Ikke kun maden , som var super lækker og speciel, men også servicen, indretningen og selve hotellet, hvor det vrimlede med stenrige arabere var med til at give os en uforglemmelig aften, som vi sent vil glemme.
Vi var ikke hjemme i Suzhou længe, før jeg igen drog mod Europa. Hovedformålet var denne gang at besøge ungerne i Leeds og Southampton og se Charlotte i Leeds Rag Fashion Show, hvor hun ud over at have været med til at arrangere det også gik model. Det var en flot arrangeret aften som ikke kun bestod af tøjfremvisning, men også havde dans og musikunderholdning inkluderet. En aften tog jeg til York og mødtes med en af mine cykleveninder fra Suzhou og vi spiste aftensmad i den hyggelige by i Jamie Olivier´s restaurant der.
Lørdag eftermiddag tog jeg toget ned til Alexander og det var en helt oplevelse i sig selv, da der på den sidste del af turen var en gruppe fodboldfans med som ikke bare svinede, diskuterede og gjorde grin med de andre passagerer, men som også var fantastisk gode til at synge slagsange.
Da jeg nåede frem til Southampton sent om aftenen startede vi med at få en schwawarma og sluttede dagen af på en pub, som havde åbent efter midnat.
Søndagen brugte vi til at gå lidt rundt i byen og var inde at se Tudor Huset der. Det var en smuk gammel bygning, der var lavet til museum, og som havde flere interessante udstillinger, blandt andet en del tandstikker skulpturer.
På vejen til lufthavnen og Tyskland blev der tid til frokost med Tine fra Danmark, som igennem flere år nu har boet i England. Ved ankomsten overnattede jeg på Moevenpick hotel i Frankfurt lufthavn og fik den dejligste roomservice der, selvfølgelig med is til dessert. Næste formiddag drog jeg så ind mod Stuttgart, hvor der også var venindebesøg på programmet. Det var skønt at gense veninder/venner her fra Suzhou - nogen af dem efter mere end 7 år andre efter kun et år. Jeg var også så utrolig heldig at jeg ramlede ind i paraden den sidste dag af karnevallet i Stuttgart, og det var vildt festligt at trave rundt i gaderne blandt udklædte, spillende og syngende mennesker. Market Halle i Stuttgart med alt hvad man kan forestille sig af delikatesser gjorde også stort indtryk, da vi ikke ofte ser lige bestemt den type lækre råvarer herude.
I årets løb har jeg (Birthe) været i Anhui sammen med Henrik næsten hver uge. Byen hvor B2B ligger er nu blevet udnævnt til en kultur-udviklings -by, og det ses faktisk tydeligt derude. Der er blevet lavet parker, og fortovene har fået kæmpestore marmorkugler for enderne, så bilerne ikke kan parkere der, men kun på parkeringspladserne.
Som altid var vi også med til virksomhedens fest i forbindelse med kinesisk nytår. I år skulle den holdes på virksomheden og der blev indledt med en konkurrence om, hvem der kunne lave de flotteste dumplings, som så efterfølgende blev spist til frokost. Der var også tovtrækningskonkurrence, hvor størstedelen af tiden som vanligt gik med at diskutere reglerne. Om aftenen var der middag og underholdning lavet af medarbejderne på fabrikken, og selvfølgelig er der ingen fest herude uden lodtrækning med præmier.
Vi er gennem årene komme til t at sætte stor pris på maden i byen Xuancheng, hvor B2B ligger. Det er stærk mad med gode råvarer og hver restaurant har gerne sine egne specialiteter. Vi bliver af og til inviteret nye steder hen, blandt andet ud i nærheden af et bjerg, hvor der er en super god restaurant med lokale retter. Der er også kommet en Mao restaurant i byen, hvor alle billeder har relation til Mao og hans tid ved magten, og hvor maden skal forestille at være den simple og lækre bondemad han ville indtage.
I en helt anden kategori findes nogle af Shanghai´s restauranter, og vi spiste på et rigtig lækkert steakhouse aftenen før kinesisk nytår (svarer til vores juleaften). Restauranten hører til et hotel der ligger nede ved floden, der løber gennem Shanghai, og vi fik et bord med den flotteste udsigt, et lækkert seafood tårn til forret og en fejlfri bøf til hovedret. Efter middagen blev vi spurgt om vi havde lyst at komme op i baren ovenpå, hvor vi til lyden–synet af fyrværkeri fejrede nytåret med østers og champagne og udsigten over Shanghai som er superflot selvom vejret ikke var klart.
I foråret var vi også heldige at besøge en anden af byens bedste restauranter i forbindelse med at et par af vore gode venner var på gennemrejse. Vi er altid utroligt glade når folk vi kender lægger vejen forbi herude, og lidt lækker mad sammen med, gør det jo kun endnu bedre.
Shanghai er også byen hvor en del stjerner lægger vejen forbi på deres turneer. Sammen med gode veninder var jeg inde at høre-se Avril Lavigne og Bruno Mars i foråret. Begge koncerter var rigtig gode og super professionelt udførte, og musikken er jo rigtig iørefaldende.
Vi var ikke helt så imponerede af Big Fat Snakes’ indsats til et arrangement i Shanghai, hvor de mod slutningen af koncerten ikke følte det nødvendigt at give ekstranumre, selvom festens deltagere længe og indtrængende prøvede at få de aldrende musiker tilbage på scenen. Shanghai´s natteliv trak åbenbart mere, og vi måtte skuffede erkende at tidligere tiders entusiasme fra bandets side var blevet afløst af en holdning der mindede mere om et stykke pligtarbejde.
Til gengæld er vi stadig superglade for vores Filippinske band i Suzhou, og det var ikke godt nyt, da vi fik at vide at de ville flytte tilbage til deres hjemland. Heldigvis fandt vi efter sommerferien ud af at det skyldtes en uoverensstemmelse med ejeren af baren hvor de spillede, og en anden restauratør og barejer hyrede dem til at spille hos ham i stedet. Så nu er byens in-sted flyttet og vi kan stadig høre bandet, der kan spille næsten hvad man end beder dem om og spiller det rigtig godt.
Suzhou har en rimelig stor gruppe af fastboende udlændinge og vi nyder også godt af at være en pæn gruppe danskere her. I foråret blev der arrangeret en dansk pigeaften, og det var bare super hyggeligt! Vi skulle hver især medbringe en ret og egne drikkevarer, mens en af de søde damer lagde hus til.
Til påske var der et andet par der afholdt påskefrokost efter samme princip. Når man kommer 30 personer er det bedst at værterne ikke skal stå med al maden, og med en rimelig overkommelig koordineringsopgave blev der stablet en rigtig festlig dag på benene, hvor vi endte med at danse sammen med de større børn sidst på aftenen.
I år fejrede vi også for første gang i mange år Sct Hans aften, da nogle andre danske venner inviterede os over den 23. Juni. Igen skulle vi her især medbringe en ret mad, og det var virkelig lækker mad vi fik. Efter maden blev der lavet et lille bål i haven og det var utrolig stemningsfuldt da vi sang midsommervisen. Der var ikke forberedt båltale, men det blev besluttet at vi hver især skulle give et lille bidrag store som små. Det gav en helt speciel fælleskabsfølelse og sådan en aften føler man sig bare dansk på den helt igennem gode måde.
Selvom vi har boet i udlandet i mange år er vi stadig danskere i vore hjerter, men der er ingen tvivl om at også Suzhou og Kina er blevet en uendelig stor del af vores liv. Vi synes selv vi bor i Kinas bedste by, og nyder de mange lange gåture sammen. Byen har udviklet sig enormt gennem de år vi har været her og vi finder stadig helt nye byområder, der ligger i gåafstand fra hvor vi bor. Vi har endda fået en ny gammel bydel i vores område, hvor huse i gammel stil og med kanaler imellem er blevet opført. Man kan så komme der og opleve det traditionelle Kina i stedet for at bruge krudt og tid på at komme ind til midtbyen. Det er også skønt at tage bilen ud på landet i området og gå ture i små landsbyer med kanaler eller ud til den store sø, der ligger mindre end 40 km herfra med hyggelige landsbyer, hvor livet leves som for 50 år eller mere siden.
Vi holder også rigtig meget af vore udenlandske venner fra hele verden. I foråret var vi således til 100 dages fejring af en halvt kinesisk halvt malaysisk lille dreng, vi var til 40 års fødselsdag på en filippiner og til en anden fødselsdag hos min tyske veninde. Sidenhen blev en belgisk veninde 40 år gammel og holdt stor fest, vore indisk-kinesiske venner holdt bryllupsmiddag og en lørdag i efteråret var vi ude hos vores rigtig gode venner og fejrede at det var lørdag i deres gårdhave - en gruppe med fransk, kinesisk, tysk, malaysisk, spansk, indisk og dansk islæt. En cowboy og indianer fest, hvor folk kom udklædte samt en forlovelsesfest blev det også til i efteråret. Det er utroligt givende at kunne forenes i venskab på tværs af alle grænser og det er sommetider svært at forstå at det ikke kan lade sig gøre alle steder i verden.
Internationalt var det også da Charlotte og Alexander kom på sommerferie og vi var en gruppe mødre og unge der samledes til aftensmad en aften.
Det er altid en fornøjelse at have de unge hjemme, og samtidig få mulighed for at gense deres venner, som i perioder er kommet meget hos os.
Alexander kom hjem lige tidsnok til at deltage i en stor fodbold World Cup turnering næste dag. Han blev annonceret som den store og overraskende forstærkning af Suzhou Vikings, der spillede rigtig godt, men alligevel ikke formåede at nå finalen. Det var en rigtig festlig og varm dag, hvor store som små var ude at heppe, og turneringen blev afsluttet med en aftenfest, hvor man selvfølgelig kunne blive længe oppe og se toppen af verdens eliten spille kamp i den rigtige World Cup.
Der er ingen tvivl om at Charlotte, Jack og Alexander savner Suzhou og deres venner herfra, når de er i Europa, men også maden herude nyder de i stor stil, når de er her. Vi spiser kinesisk, japansk, indisk, koreansk, italiensk og mexicansk mad og selvfølgelig er der også en del danske retter de gerne vil have når de er hjemme.
Vi tilbragte en weekend i Shanghai, hvor vi havde booket et hotel med pool, og nød det anderledes udbud af mad på en australsk restaurant, en asiatisk fusions restaurant og til brunch om søndagen fandt vi et helt fantastisk pandekagehus, som lavede skøn mad til små penge.
Vi havde en rigtig sjov oplevelse på en 3D fotoudstilling hvor vi tog skøre fotos af hinanden, ligesom der også blev tid til at besøge midtbyen, der er traditionel kinesisk og få en dejlig massage der.
Da vi havde sendt Charlotte af sted på flyet besluttede vi at køre lidt på opdagelse ude i nærheden af lufthavnen, og vi kom til et helt nyt stort byområde, hvor der var et nyt 5 stjernet hotel og et kæmpe maritimt museum, men alle steder var der nærmest tomt. Ikke langt derfra lå havet, hvor fiskerne havde hytter højt oppe på pæle for at husene ikke skulle blive opslugt af tidevandet.
Nu som altid er Kina kontrasternes land, og vi oplever nærmest dagligt de uendelig store forskelle side om side, uden at det tilsyneladende skaber store problemer.
I foråret rejste Henrik og jeg for første gang til et af de få lande i Asien vi hidtil aldrig har besøgt - nemlig Laos.
Vi havde en uges ferie og så frem til at nyde varmen og et af de lande herude, der har færrest turister.
Vi ankom til hovedstaden Vientiane og tilbragte en enkelt eftermiddag der, før vi skulle videre nordpå til en berømt tempelby Luanprabang. Indenrigslufthavnen var temmelig primitiv med gamle træskabe og uden bagagebånd, men vi blev tjekket ind uden problemer og snart var vi fremme. Byen vi kom til skulle vise sig at være utrolig interessant og fredfyldt på samme tid. Der er adskillige templer i den smukke by, der ligger ud til Mekongfloden, og de lokales liv er helt bygget op omkring det aktive religiøse liv der. Selvfølgelig var der andre turister der, men det virkede bare så afslappet og uspoleret, og vi nød den skønne atmosfære der. Restauranterne serverede simpel lokal lækker mad, og efter en lang dag på gåben var det himmelsk at komme hjem til det lille franske hotel, hvor poolen lå lige uden for vores værelse.
Vi brugte en dag på at køre ud at se et vandfald 30 km fra byen, og kom ud til et helt utroligt smukt område, hvor vi var alene den første time, da vi var taget ret tidligt af sted om morgenen.
Vandfaldene derude bestod af flere små brede fald, hvor vandet endte i flere søer i forskelligt niveau og det var virkeligt smukt med det klare turkisblå vand.
Vi bestemte os for at klatre op til toppen, hvor vandfaldene udspringer selvom det var stejlt. Jeg spurgte flere gange Henrik, der var forrest, om han tænkte over hvordan vi skulle komme ned igen, men han klatrede bare opad. Da vi nåede toppen, viste det sig at være hele besværet værd, da der deroppe var en naturlig infinity-pool ud over klippekanten og en fantastisk flot udsigt. Hvad vi ikke havde forudset var, at der også sejlede en mand rundt på en tømmerflåde deroppe, og han var såmænd kørt derop på sin scooter på den anden side af vandfaldet, hvor der var både en vej og trapper, som vi så tog ned af.
På vejen tilbage mod byen var vi inde forbi en sommerfugle park med de smukkeste sommerfugle samt en fattig landsby, hvor beboerne nærmest bare ventede på turister, der kunne købe noget af det simple, men smukke håndværk de havde fremstillet. En af byens største attraktioner er munkenes vandring tidligt om morgenen. Henrik var ikke til sinds at stå op klokken 5:30 for at se optoget, men jeg listede ud af sengen og gik ned i byen, og det fortrød jeg ikke. Det var et meget smukt og specielt syn at se munkene vandre i gaderne og samle ofringer ind fra byens beboere, der beredvilligt skænker mad og penge til munkene, for at fremme deres virke.
Når vi nu boede tæt på Mekongfloden måtte vi også en tur ud at sejle på den. Vi tog en båd, der skulle sejle os ud til en grotte med en masse Buddha figurer. Selve grotten var ikke så interessant som sejlturen, hvor vi så en enkelt elefant, bøfler i massevis og det lokale liv langs floden, som er helt uberørt af turisternes kommen og gåen.
Vi havde bestemt os for at tage til et område i Laos, der hedder Plain of Jar, og hvor der er mange mange hundrede store gamle krukker spredt ud over et stort område. Da vi skulle flyve derop viste det sig at vi var fremme før den planlagte afgang fra Viantiane. Vi måtte derfor vente lidt i den lille lufthavn, før vi kunne regne med at blive hentet af den bestilte chauffør. Vi tale lidt med en anden tourguide, som ikke mente vi ville blive hentet, og i stedet tilbød vi kunne køre sammen med hans kunder, hvilket vi valgte at gøre.
Efter at have tjekket ind på vores hotel gik vi op i hovedgaden for at spise frokost. På den restaurant vi valgte at spise på sad et par mænd og spillede skak og drak øl. Jeg gik hen og kikkede lidt på dem, og den ene kiggede op på mig, og sagde så glad, at det var ham der skulle have hentet os i lufthavnen, men at han havde for travlt til det. Jeg troede nærmeste ikke mine egne ører, men da Henrik kom over til bordet, greb fyren en seddel i sin lomme, hvor der stod Mr. Henrik på , så den var god nok. Sjovt nok virkede han lidt stolt af at han havde haft for travlt til at hente os som aftalt og tilbød sin service til at køre os ud til krukkerne til en voldsom høj pris. Vi krydsede i stedet gaden og lavede en aftale med en anden chauffør der til den halve pris - gad vide om den travle mand forstod hvorfor…
Vi fik følgeskab af en engelsk dame ud til krukkerne, der lå spredt ud over forskellige områder nærmest som i et system. Mange krukker var ødelagte-beskadigede, men det viste sig også at vi var kommet til det område hvor flest bomber var blevet kastet under Vietnam krigen, da Laos blev brugt til at smide uanvendte bomber på flyenes tilbageture fra togterne. Der var masser af store bombekratere i landskabet og vi skulle gå indenfor nøje afmærkede stier, hvor der var blevet ryddet for miner og udetonerede bomber.
Da vi kom tilbage til byen, hvor vi boede, lagde vi pludselig mærke til at der var bomber næsten overalt og at den del af byens historie stadig var meget nærværende og var blevet en form for identitet. Således var mange barer- og restaurantnavne for bundet med og pyntet med udetonerede bomber.
Tilbage i hovedstaden Viantiane boede vi på byens bedste hotel, der blandt andet havde en skøn udendørs pool. Vi skulle dog også have kigget lidt nærmere på byens templer og den store stupa, der dog ikke kan hamle op med stupaen i Myanmar, selvom den helt sikkert også var flot og imponerende.
Vi gik også en tur ned til floden, hvor man kunne se Thailand på den anden side, og vi nød vores sidste måltid i Laos på en restaurant, der er opstået i et forsøg på at få gadebørnene væk fra gaderne og i stedet give dem et arbejde på restauranten. Det var en helt igennem fantastisk aften med utroligt veltillavet mad som blev nydt sammen med spændende drinks.
Den sidste formiddag vi var i Laos begyndte det passende at regne og derfor kunne vi med ro i sjælen køre mod lufthavnen og tage tilbage til hverdagen i Kina igen, opfyldt af lutter gode oplevelser fra et land der oftest overses, i og med det ikke har tropestrande som de andre lande i området.
Som sædvanligt brugte vi det meste af vores sommerferie i Danmark, og vi nød at Alexander boede i København over sommeren for at arbejde for Call Me, da vi så kunne ses med ham om aftenen.
Charlotte og Jack kom også til landet i nogle dage før vi alle 5 skulle til Santorini på en uges badeferie. De dage brugte vi med dem og kørte ned og se Møns klint, som vi aldrig har set før. Det er utrolig flot og anderledes natur man oplever der og er virkelig et besøg værd. En anden spændende oplevelse fik vi da vi var ovre at se lidt nærmere på det nye operahus. Det viste sig nemlig der var rundvisning, og vi kom med ind og så bygningen indenfor, samtidig med at historien om bygningens tilblivelse blev fortalt af en tidligere musiker ved operaen.
Selvfølgelig benyttede vi os også af at Nikolaj bor i København og vi var ude at besøge ham på hans arbejde i Torvehallerne, ligesom vi alle spiste aftensmad sammen med ham i Kødbyen en aften og på en lækker sushi restaurant den anden aften.
Vi havde en helt fantastisk uge på Santorini, der er nøjagtig lige så smuk, som den bliver beskrevet. Vi boede i hovedbyen Thera, der ligger på klippesiden, som helt bestemt er den smukkeste del af øen. Vi kom om natten og det var magisk at vågne op til blå blå himmel og lækkert vejr næste morgen.
Det blev til utallige gåture i de stejle snævre gader med et utal af cafeer, restauranter og butikker. Der er mange turister på øen, men på en eller anden måde virkede det naturligt og rart, da det også medførte at der var et uendeligt udvalg af gode lokale spisesteder, og den storslåede udsigt tog alligevel næsten al vores opmærksomhed under opholdet. Der var ikke en eneste international kæde restaurant eller kaffebar, og det virkede bare så rigtigt at man udnytter alle de lokale råvarer og traditioner på den lille charmerende vulkanø med de små smukke kirker og huse i hvidt, gult og blåt.
Jeg fik mig en ny ven i den lokale købmand, fordi jeg tog mig tid til at smage hans store udvalg af oliven i forskellige lager, og jeg måtte næsten dagligt ind forbi og købe lidt ind der.
Vi var tre af os der nåede ud på bjerget der ligger ude på en spids ud for Thera på en af vore gåture. Der var langt derud og det var ekstremt varmt, men det var besværet værd at kunne nyde den smukke udsigt op mod Oia derude fra.
På tilbagevejen begyndte vi at føle varmen – og sulten og tørsten gnavede. Alexander trængte også til en dukkert og strøg hurtigt ind på en af de små resorts på bjergsiden og hoppede i svømmebassinet i nogle minutter, før han hurtigt smuttede ud i gaden igen – det er ikke til at vide om nogen nogensinde fandt ud af, hvad der lige skete der.
Flere af dagene tog vi over på østsiden af øen, hvor der er gode badestrande. Vi kunne der låne parasoller og liggestole mod at købe drikkevarer på stedet.
Det sorte vulkansand er supervarmt, så badesandaler var en god ting at have med sig. Vandet var klart og lækkert at bade i ligesom vi solbadede flittigt.
Bor man på en vulkanø, skal man næsten også se krateret, som her lå ovre på en naboø. Vi tog en dagstur med båd i området og nød den friske brise, der altid blæser i området og sikrer at temperaturerne altid er behagelige selvom solen bager.
Der har ikke været udbrud fra det store krater i mange mange år, men alligevel var der steder, hvor man kunne se svovldampe stige op fra jorden og føle varmen fra jordens indre.
Næste stop på turen var et besøg ved nogle varme kilder, som vi skulle svømme ind til fra båden. Heldigvis havde vi fået at vide fra vore venner, der tidligere har været på Santorini, at vi skulle tage gammelt badetøj på, da det blev totalt misfarvet af metallerne i vandet der.
Da vi kom tilbage til Thera var der trapper op fra havnen til byen 600 meter op, og bekvemt nok ventede en flok æsler på os dernede, så vi besluttede os for at lade dem bære os op. De er nogle små energiske fyre de æsler. De virkede til at konkurrere om hvem der kom først, og der var et æsel, som bare ikke ville lade de andre komme forbi. Han havde en græsk Adonis med kappe på ryggen, og om det var derfor den bevidst skar de andre af, når de prøvede at kæmpe sig forbi finder vi aldrig ud af. Under hele turen sad jeg og var bange for at benene skulle knække under mit æsel - sikker på at jeg havde fået den med de tyndeste ben. Men benene og æselet holdt og kom endda op som nummer to efter Banditten, som vi døbte føreræslet.
Vi brugte en skøn dag på at køre øen rundt på firhjulede motorcykler. Vi besøgte flere strande, heriblandt den røde strand, hvor sandet rigtig nok var helt rødt.
Santorini er kendt for sine smukke solnedgange, som vi også fik flere gode eksempler på. En aften tog vi op til byen Oia, hvor det skulle være helt unikt at se solen gå ned. Oia er nok den smukkeste by på Santorini med de stejleste gader og meget velholdte huse. Stedet er af samme grund vældig populært blandt kinesiske par, der får taget bryllupsbilleder der, og der var indtil flere fotoforretninger deroppe med kineserne som målgruppe. Vi var heldige at få bord på en restaurant med udsigt over havet, og må nok medgive at det var svært at slå solnedgangen set lige derfra.
Vel tilbage i Danmark nød vi at besøge familien og mange af de dejlige mennesker vi kender enten fra før vi rejste til Kina eller herude fra. Vi var blandt andet til en 2x60 års fest på Nordvest Sjælland ved Sejerøbugten for vore gode venner, som vi kender fra Kina fordi deres søn bor herude. Vi var også til fest sammen med Birthes familie og denne gang blev det holdt på gården i Beersted, hvor vi jo alle kommer fra. Det var en skøn dag, som fik et lidt dramatisk efterspil, da både Birthes mor og storesøster faldt om morgenen næste dag og begge kom på sygehuset. Heldigvis var ingen af de to blevet alvorligt skadede og kunne udskrives samme dag begge to. Men sikke en forskrækkelse vi alle fik der.
Birthe fik denne gang tid til at besøge flere veninder og besøget på Aros i Aarhus sammen med Jette var en dejlig oplevelse, ligesom det var helt specielt at gense Lilly, som jeg var i Korea sammen med for mere end 20 år siden. Vi havde ikke set hinanden siden den gang, men holdt kontakten. Og da vi mødtes var det bare som om, der kun var gået et par dage og vi havde en forunderlig eftermiddag med udveksling af minder og gode samtaler om stort og småt. Jeg måtte sidde med foden oppe, som jeg forstuvede dagen før under en løbetur i skoven syd for Silkeborg. Sådan går det når man løber og kigger op mod himlen på ujævnt underlag. En rod der stak op af jorden var nok til at nedlægge mig, og det hele blev ikke bedre af at jeg for vild på vejen tilbage til vore venners hus, så jeg endte med at gå 4 km ekstra på en dårlig fod., som dog er blevet normal igen.
Den sidste del af Danmarksturen brugte vi igen i København og sammen med Alexander. Han viste os blandt andet et sted ude bag ved Christiania hvor der er lavet et indendørs street food marked kaldet Papir-øen, og vi fik en dejlig aftensmad der den ene aften.
Henriks fødselsdag blev med kort varsel forlagt til Ho Chi Minh City i Vietnam, da der er et steakhouse der, som han som sit eneste ønske gerne ville have en bøf fra. Vi tog en forlænget weekend dernede og nød dagene med at bade i hotellets pool og gå ture, hvor vi blandt andet kom forbi Quan Am Pagoden - byens ældste - som vi tog i nærmere øjesyn. Vietnam er kendt for sit gode køkken og vi er blandt andet vilde med de friske forårsruller dernede, ligesom de laver rigtig lækker fisk og skaldyr. Henrik ville pludselig også i spa og vi fik organiseret en 3 timers behandling inklusiv ansigtsbehandling, fodmassage og olie massage. Det var ved at tage livet af manden, ikke så meget fordi det tog så lang tid, men fordi han pludselig fik blæst så meget damp i ansigtet at han troede han skulle drukne. Det var ikke rart synes han, og jeg tror det varer længe før han igen skal have sådan en omgang.
Turen sluttede knapt så behageligt af med at først Henrik og siden jeg efter hjemkomsten fik øjenbetændelse. Det var ikke rart, og vi besluttede at tage aftensmad på hotellet den sidste aften, selvom det var planen at vi skulle have spist ude på en god restaurant, til gengæld gav hotellet en fødselsdagskage og blomster til fødselaren.
Nogle få uger efter smutturen til Ho Chi Minh skulle vi igen på farten. Denne gang gik turen til England for at besøge Charlotte, Jack og Alexander og for at få set lidt nærmere på Wales.
Vi tog først til Leeds op til Charlotte og så huset hun nu bor i, og efter en dejlig udendørs frokost i York sammen, kørte hun så med os til Liverpool, hvor vi for første gang skulle se, hvordan Jack bor. Vi havde et par skønne dage i Liverpool, hvor vi den første aften gik ned i Mathew Street hvor Beatles startede deres karriere. Der var totalt pakket med mennesker dernede, som alle var i yderst festligt humør og klædt på til narrestreger. Det var lige ved at være for meget af det gode, for nogen af os, og vi drog hen mod hotellet, hvor vi så løb ind i et gay-parade optog. Så der er ingen tvivl om at der er gang i den i Liverpool, måske specielt meget den pågældende weekend, fordi der også havde været et lokalt fodboldopgør i Premier League.
Vores besøg i Beatles Museet dagen efter samt gåturen på havnefronten var også en fin oplevelse og vores aftensmad på et brasiliansk steakhouse var den perfekte slutning på en dejlig dag i en skøn by.
I Wales skulle Henrik og jeg se de mest berømte slotte i området/landet samt udforske nationalparken ved Storbritanniens højeste bjerg lidt.
Det første slot vi så var Conwy, som ligger ved byen Colwyn. Det var nemt at forestille sig tidligere tiders storhed, når man gik rundt på ruinerne af det enorme slot, som lå utroligt flot placeret ved en bugt. Vi nåede også at gå en tur i byen, som virkede meget stille, og vi fandt Storbritanniens mindste hus, som i sandhed ikke kunne rumme meget.
Vi kørte videre og fandt byen LLanfairpwllgwyngyll, som angiveligt er landsbyen med det længste navn i Storbritannien, og endnu sjovere blev det da vi så skiltet hos det lokale Volvo værksted, her stod et ord på 58 bogstaver, hvor de første 20 var bynavnet og hvor resten må betyde Volvo værksted.
Vi nåede et smut ud forbi Holyhead, som er Wales´vestligste punkt før vi sidst på eftermiddagen ramte Caernforn, hvor vi skulle overnatte og se slottet i den gamle by, som tilfældigvis også lå ud til vandet. Vi fik lækker aftensmad i Black Boys Inn, hvor man ikke er nået til at bekymre sig om politisk korrekthed, og bagefter oplevede vi en helt fantastisk solnedgang der.
Caernforn Castle var større og lidt mere vedligeholdt end Conwy og kroningen af Prince Charles til Prince of Wales foregik her. Det er et helt utroligt bygningsværk som i sin tid husede kongen og alle hans mænd plus deres familier.
Vi kørte derfra videre mod Snowdonia – Englands højeste bjerg og var heldige at komme med et damptog op til toppen næsten med det samme. På vejen op var der en del vind, men en flot udsigt før vi kom op i de lavthængende skyer. Vi kunne se at vi i væsentlig grad trak gennemsnitsalderen ned på toget og besluttede derfor at gå tilbage til byen, en gåtur vi fik at vide ville tage 2 timer. Vi gik frejdigt af sted nedad og synet ud over vidderne var helt fantastisk da vi kom ned under skygraensen. Bjerget var noget stejl og terrænet ikke let at gå i selvom der nogle steder var lavet trapper, så vi fik godt ømme ben af gåturen og mod slutningen gik vi en del baglæns, da det skånede de ømme lægge.
Denne gåtur skulle forfølge os de næste 4 dage, hvor vi kunne mærke de ømme ben. Det forhindrede os dog ikke i at gå en tur i de grønne landskaber med de uendeligt mange får og masser af stendiger.
Vi kørte derfra en lang og meget flot og øde tur helt ned til Cardiff, hvor det sidste slot vi havde planlagt at se ligger.
Vi havde et hotel med himmelseng om natten, så vi var i helt rette stemning til næste dag at se Cardiff Castle, som ligger inde i byen. Cardiff Castle er utrolig velholdt og med flere møblerede rum. Det virker nyere end de andre to slotte, og med en enorm slotsgård.
Om eftermiddagen nåede vi så frem til Alexander i Southampton, og vi brugte nu et par dage sammen med ham. Som med Charlotte tog vi et smut i Ikea og vi brugte en formiddag på at hjælpe nogle af Alexanders venner med at flytte deres ting ud af det hus de havde lejet og som der havde været ild i.
Vi havde en sjov aften på Revolution Bar, der er en vodkabar, hvor vi fik 10 shots, hvoraf en skulle smage grimt. Vi skiftedes til at tage en hver og da den sidste var tilbage, var der stadig ingen der havde smagt grimt. Alexander tog det sidste shot og forventede det værste, men så snart han havde tømt glasset kom der et brøl fra Henrik, som havde fået et chili shot allerede i det første glas, men havde skjult det til det sidste for ikke at tage fornøjelsen og spændingen fra os andre.
Det var nu tid for mig (Birthe) at drage videre mod New York, hvor der var inviteret til 40 års pigetur af en af mine veninder. Henrik og Alexander kørte mig til lufthavnen før de selv tog ind til London, hvor de tilbragte aftenen sammen, og Henrik rejste så mod Kina dagen efter.
Jeg fik en rigtig god start på min New York tur, da jeg blev opgraderet til business class, og det var en rigtig behagelig rejse, og der var ingen problemer med at finde hotellet på Times Square efter ankomsten.
De blev en skøn uge, som startede med at vi gik til Central Park til brunch den første dag. Vi så et Broadway Show - Kinky Boots, som var en glad og festig musical. I de kommende dage blev det til et besøg i Empire State Building sammen med Lily, som jeg også fulgtes med ud til World Trade Center hvor vi så mindesmærket for September 11. Vi var på The Highline, som er en park i 1. Sals højde lavet på nogle gamle jernbaneskinner, og vi besøgte Chelsea Market.
Om aftenen var vi i Little Italy, som har den største julepyntsbutik jeg nogensinde har set. Det var helt enormt hvad de havde der. Vi sluttede dagen af med en god fodmassage, efter en hvor vi bare havde gået rigtig meget.
Central Station og Oyster Bar der er bestemt et besøg værd og vi hyggede os gevaldigt med den hviskende væg derinde. New Yorks Library Walk og selve biblioteket så vi, ligesom vi var oppe i Rockefeller Center om aftenen, hvor vi kunne nyde udsigten over den enormt store by ved med aftenbelysningen tændt.
Det blev til en gåtur over Brooklyn Bridge og et besøg i Federal Building og på Wall Street sammen med min amerikanske veninde Renee, vi måtte også have en tur i ToysR Us´s store pariserhjul, som er inde i butikken,.
Sammen med Therese og Kacee gik jeg en et stykke i Central Park, som er meget lang og vi opgav at nå op i den anden ende. I stedet kiggede vi indenfor på Plaza Hotel og fik ladet batteri op, før vi gik videre og blandt andet fandt en cupcake ATM, som vi selvfølgelig måtte prøve.
Efter at jeg havde sendt Kacee af sted med toget og var alene tilbage gik jeg lidt rundt på Central Station, som er en rigtig flot gammel bygning, og pludselig befandt jeg mig på et indendørs marked, hvor der var alt man kunne tænke sig af madvarer. Det så virkelig lækkert ud, men kostede også kassen.
Den sidste dag i storbyen New York havde jeg på egen hånd indtil om aftenen, hvor jeg mødtes med en af børnenes veninder, som læser derovre. Vi spiste aftensmad sammen på en diner, som er et slags fastfood sted, hvor man får nogle skønne burgere.
I dagens løb havde jeg været ude at sejle med en taxibåd ud til frihedsgudinden, og jeg var på MOMA, hvor jeg nød at gå rundt at kigge på alle kunstværkerne samt de mennesker der var inde på museet. Alle har hver deres måde at nyde kunst på og det er i sig selv interessant at kigge på.
Mine dage i New York sluttede med maner og limousineservice til lufthavnen. At jeg mistede min kamerataske og blitz til kameraet i security check var et mindre bump på vejen. Da jeg fandt ud af det på flyet, blev jeg pludselig meget glad for at mit kamera ikke havde været lagt på plads i kameratasken, for så ville den og alle mine billeder nok også have været væk.
Den sidste del af året kom til at stå i reparationens tegn, da der allerede i juli blev opdaget en vandskade, som viste sig at komme fra et sprængt vandrør. Det var ikke første gang, og denne gang fandt håndværkerne hurtigt ud af at vandrørene der er i huset ikke er egnede til at føre varmt vand. Vores ejer er klogelig forsikret mod den slags, men netop det skulle vise sig at blive problemet som tingene skred frem.
Vi troede vi skulle bo en måned på hotel, mens alle vandrør blev skiftet af den oprindelige bygherre, men det udviklede sig til at tage mere end tre måneder med evindelige aflysninger, udskydninger og diskussioner om kvalitetsniveauet i arbejdet. Birthe kæmpede mod en flok uvillige folk, der satte penge til hver gang de købte materialer eller kom og lavede et stykke arbejde, og til sidst kunne vi se at der var fare for at vi ikke kom tilbage til huset, hvor alt var pakket ned i kasser, før jul . Det hele endte dog med at nogle andre og mere pålidelige håndværkere blev bedt om at gøre arbejdet færdigt og kun med hiv og sving og med Charlotte og Alexanders store hjælp blev vi færdige til at holde jul hjemme.
Vi boede på hotel med flot udsigt i perioden, men eftersom det bare blev længere og længere tid og det var totalt uforudsigeligt hvornår arbejdet blev gjort færdigt, nød vi det ikke rigtigt til sidst.
Det gjorde vi til gengæld juleaften, hvor vi havde fået det rigtige juletræ købt i dyren domme på blomstermarkedet i Shanghai pyntet, fået ænderne steget og lavet ris ala mande. Juleaftens traditioner holder vi trods alle omvæltninger i livet herude fast i. Vi pynter op og bager og selvfølgelig danser vi om jueltræet selvom der hvert år bliver gjort forsøg på at sløjfe aktiviteten.
Heldigvis var mit øje kommet tilbage til normal farve og form igen, efter at jeg var blevet ramt i ansigtet af en vejbom ved indgangen til vores beboelsesområde. Det så ikke godt ud, og først troede lægen i Suzhou benet var brækket, men siden viste en scanning i Shanghai at der ikke var et brud, men at det kun var godt og grundigt forslået.
Ud over at vore kære børn kom hjem til jul havde vi også ungt besøg i november, da en af vore venners søster og kæreste kom ud til Suzhou et par dage. Vi havde et par skønne solrige dage, hvor vi var ude på Perlemarkedet og tilmed blev sejllet ud på en sø for at fange perle-muslinger, som Anders og Christa selv fik lov at åbne med en kniv. Vi brugte også en dag inde i Suzhou i Pingjiang Lu og senere i Den Ydmyge Administrators have, hvor vi så en smuk solnedgang over den nordlige pagode.
Det var et par forrygende dage som vi afsluttede med en foto session ved Jinji Lake efterfulgt af en god vestkinesisk aftensmad med masser af lammekoed og kartofler, før de unge tog til togstationen og videre på nye eventyr i Beijing.
Nytårsaften blev i sidste øjeblik bestemt til at skulle være anderledes end de tidligere mange år, da de fleste af os, der plejer at holde aftenen sammen ikke var i Suzhou i år. Derfor bestemte Henrik og Birthe sig for at tilbringe aftenen i Shanghai, og vi fik endda bestilt et bord med udsigt over The Bund til sen aftensmad. Vi havde håbet at skulle se fyrværkeri derinde, men det viste sig at være aflyst. Der var et lysshow fra bygningerne i Pudong, men bortset fra det, var der ingen aktivitet planlagt dernede. Det var lidt en skuffelse, men den fremragende middag med Bollinger Champagne til og Charlotte, Jack og Alexanders ankomst klokken halv tolv, så de kunne skåle nytåret ind sammen med os, fik os til at glemme det , og vi fik en rigtig god start på 2015.hver restaurant har gerne sine egne specialiteter.
Vi startede året i vores dejlige hjem her i Suzhou sammen med vore dejlige unge mennesker og en flok venner. Der blev som vanligt ikke sparet på noget, og de unge drog videre til Shanghai efter midnat, hvor de stod for at feste til den lyse morgen, mens os halv-gamle gik i seng allerede omkring kl 3.30 efter at vi havde ryddet det værste op.
En af forårets store begivenheder var at jeg fyldte 50 år, ja det lyder mærkeligt at en gammel teenager kan det, men ikke desto mindre skete det helt automatisk…
Henrik og jeg havde besluttet os for at holde ferie i Marrakesh, Dakar og London i kinesisk nytår da det passede nærmest perfekt med at kunne fejre dagen (eller dagen efter) sammen med ungerne.
Vores ophold i Marrakesh var kort - kun to dage, og det blev noget mere intenst end vi havde planlagt, da vi begge var syge med dårlige maver den første dag. Det var under opsejling allerede i England, så Marokko skal ikke have skylden for det, men det gjorde at vi nærmest ikke lavede noget den første dag.
Allerede i lufthavnen i Marrakesh fik vi en forsmag på den afslappede livsstil på stedet. Vores chauffør var der ikke da vi ankom – forsinkede. Vi ventede længe og mistede til sidst tålmodigheden, og ringede til hotellet, som sagde at han ville komme straks. 20 minutter senere stod vi stadig ude i solen, og jeg ringede igen til hotellet, som denne gang fortalte at der var trafik prop i byen pga kongens tilstedeværelse på slottet, og de kunne slet ikke forudsige hvornår vi blev hentet. Tilfældigt fandt vi ud af at chaufføren faktisk allerede var i lufthavnen, der stod bare et andet hotel navn på skiltet end det vi havde booket. På vejen til hotellet undrede vi os over hvor lidt trafik der er i Marrakesh, og kunne ikke dy os, da vi fik vores introduktion samt en opgradering på hotellet, og vi nævnte at vi for øvrigt var kongens venner, og havde sagt til ham at næste gang vi var i byen måtte han blive væk J
Ind imellem vore lange søvne den første dag gik vi et par småture, og heldigvis vågnede vi op tidligt og var friske næste morgen, så vi kunne gå en morgentur i byens snævre og snørklede gader på anden-dagen. Vi startede med at fare vild - eller gå i ring – og var pludselig tilbage ved hotellet, hvorfra vi så kunne starte igen :D
I andet forsøg gik vi hen til og kom udenfor bymuren og på tilbagevejen så vi ”the tanneries”, hvor der garves skind. Det er troligt snavset og uhumsk og samtidig utrolig flot og interessant at se hvordan skindene behandles. Vi faldt fluks i turistfælden, hvor en mand ville vise os lidt rundt uden at skulle have betaling for det. Han var god til at forklare tingene og utrolig beredvillig på alle måder, og da vi skulle gå mente han da også at han havde fortjent en gave fra os, som vi så måtte betale.
En stor del af oplevelsen i Marrakesh er at gå rundt i gaderne med masser af lidt skummelt udseende kutteklædte mænd og se de mange små og spændende butikker med bla krydderier, farvestrålende souvenirs.
Samme aften fløj vi videre til Dakar i Senegal og vi landede der i nattens mulm og mørke for også her at finde ud af at chaufføren ikke var der som aftalt. Udenfor tilbød en flink ung mand at vi kunne låne hans telefon og ringe hotellet op, hvilket vi gjorde, for efterfølgende at finde ud af, at låne betød at man skulle betale ca 100 kroner for det. Umiddelbart efter vi havde betalt, kom chaufføren ud inde fra bygningen af og vi fornemmede at de to kendte hinanden, så vi var vidst gået i en ny turistfælde her...
Selvom vi følte os lidt utrygge i starten kom vi godt frem til hotellet, fik en god nats søvn og vågnede op til en smuk solrig morgen.
Vi skulle den første dag over på slaveøen Ile Goree med færge og havde en skøn sejltur derover, og fik os endda en god ven på vejen. At han tilfældigvis havde en butik ovre på øen som han gerne ville have os med hen til , var jo bare helt naturligt, ligesom han forventede at vi købte nogle af hans ting, nu hvor vi jo var gamle venner…
Øen er smuk og havde hyggelige gader - det er svært at forestille sig hvordan det foregik i sin tid, men det lokale museum kunne hjælpe os lidt på vej med det, og det har bestemt ikke været rart at være sort der dengang. Vi gik op på øens højeste punkt hvor vi nød udsigten ind mod Dakar samt de mange udstillede kunstværker som lokale kunstnere havde lavet af forhåndenværende materialer, det være sig alt muligt gammelt skrammel.
Det tog os lidt tid at vænne os til at være omgivet af lutter høje, flotte, muskuløse mørke mennesker i Dakar, men efter et par gåture begyndte vi at føle os mere hjemme og nød den fantastiske udsigt ud over vandet langs den kuperede kystlinje.
Vi skulle efter et par dage op til en god strand og bo lidt udenfor byen, og blev lidt overraskede over kvarteret, der mest af alt mindede om slum med hullede og ujævne sandveje og forfaldne bygninger. Heldigvis så alt meget anderledes ud på hotellets forside, og vi blev rigtig glade for at bo der, også selvom den arrige pelikan gerne ville snappe efter os, når den lå ved den såkaldte pool, der nærmest måtte betragtes som et soppe bassin.
Vi fik gået en del ude i området, blandt andet når vi skulle hen til et område i nærheden af den amerikanske ambassade, hvor der lå lokale seafood restauranter på stribe, men det blev da også til et par taxature i de gamle Mercedes’er, som mildest talt var oldgamle, ramponerede og skramlede mange af dem med smadret forrude- en oplevelse i sig selv og altid med spændingen omkring om man nåede frem .
Det var her i området vi tilbragte min fødselsdag, som på forunderlig vis startede allerede dagen før om eftermiddagen, hvor folk jeg kender i Asien startede med at sende lykønskninger.
Aftenen før fødselsdagen spiste vi på en utrolig lækker japansk inspireret restaurant, fulgt op af frokost dagen efter på en af de lokale seafood restauranter tæt ved havet, og endnu en lidt finere og lækker restaurant om aftenen den 6. februar.
I dagtimerne gik vi over til et stort hotel, som på deres grund har Afrika-fastlandets vestligste punkt Les Almadie. Vi var helt alene derude lige bortset fra en pelikan –et utroligt smukt sted, som det er lidt synd ligger gemt af vejen inde på en hotel grund.
På vores lille familiehotel boede der ud over os et filmhold, der var på optagelse. Vi talte ikke med dem, men det bliver sjovt at se om vi en dag ser en film fra Dakar og så kan genkende personerne og stedet.
Dakar er også byen hvor “The African Renaissance Monument “ er bygget. Det er en 49 meter høj statue, der forestiller et par med et barn på armen. Man kan med elevator komme op i toppen af mandens hoved og nyde udsigten ud over vandet og Dakar deroppe fra. Henrik gad ikke derop, men jeg tog turen op til det lille aflukke, hvor man højest kunne være 6 personer af gangen.
Et af hovedformålene med at tage til Dakar var at komme ud og se den lyserøde sø – Lac Rose – den var godt nok ikke lyserød nærmest gulbrun, men der blev udvundet salt derude, og der var virkelig smukt med et rigt fugleliv. Vi fik købt en del af det fra en af vore nye veninder, der fulgte os som en skygge under hele opholdet derude.
Sidste stop på ferien var som sagt London og det var skønt at gense ungerne der. Vi havde lejet en centralt beliggende hotellejlighed, og så snart vi var installeret der, skulle vi ud at spise på Bel Canto Restaurant. Restauranten er beliggende i kælderen på et hotel og det er som at træde ind i en anden verden, når man går ned af trapperne. Alt er i gammel stil der, maden er utrolig lækker og det helt specielle ved restauranten er at tjenerne alle synger opera og gør det aldeles fremragende. De er alle konservatorieuddannede og der blev sunget en sang hvert kvarter. Hen mod slutningen da vi havde fået desserten var der kage og fødselsdagssang til mig. Det var både smukt og ret overvældende at have 5 operasangere til at synge for en, så jo jeg blev vildt rørt over det og fældede da også en enkelt tåre eller flere.
Det var jo vinter og februar i London, men vi var utroligt heldige med vejret og havde blå himmel det meste af tiden. Vi fik gået en del rundt og brugte en del tid i den skønne James Park, hvor der var både egern og mange fugle.
Den sidste aften sammen i London skulle vi så for første gang prøve en 3-stjernet Michelin restaurant, og med det relativt korte varsel vi havde, var vi utroligt lykkelige for at Alain Ducasse at the Dorchester kunne finde plads til os 5. Det var helt igennem en storslået oplevelse at spise der. Ikke kun maden , som var super lækker og speciel, men også servicen, indretningen og selve hotellet, hvor det vrimlede med stenrige arabere var med til at give os en uforglemmelig aften, som vi sent vil glemme.
Vi var ikke hjemme i Suzhou længe, før jeg igen drog mod Europa. Hovedformålet var denne gang at besøge ungerne i Leeds og Southampton og se Charlotte i Leeds Rag Fashion Show, hvor hun ud over at have været med til at arrangere det også gik model. Det var en flot arrangeret aften som ikke kun bestod af tøjfremvisning, men også havde dans og musikunderholdning inkluderet. En aften tog jeg til York og mødtes med en af mine cykleveninder fra Suzhou og vi spiste aftensmad i den hyggelige by i Jamie Olivier´s restaurant der.
Lørdag eftermiddag tog jeg toget ned til Alexander og det var en helt oplevelse i sig selv, da der på den sidste del af turen var en gruppe fodboldfans med som ikke bare svinede, diskuterede og gjorde grin med de andre passagerer, men som også var fantastisk gode til at synge slagsange.
Da jeg nåede frem til Southampton sent om aftenen startede vi med at få en schwawarma og sluttede dagen af på en pub, som havde åbent efter midnat.
Søndagen brugte vi til at gå lidt rundt i byen og var inde at se Tudor Huset der. Det var en smuk gammel bygning, der var lavet til museum, og som havde flere interessante udstillinger, blandt andet en del tandstikker skulpturer.
På vejen til lufthavnen og Tyskland blev der tid til frokost med Tine fra Danmark, som igennem flere år nu har boet i England. Ved ankomsten overnattede jeg på Moevenpick hotel i Frankfurt lufthavn og fik den dejligste roomservice der, selvfølgelig med is til dessert. Næste formiddag drog jeg så ind mod Stuttgart, hvor der også var venindebesøg på programmet. Det var skønt at gense veninder/venner her fra Suzhou - nogen af dem efter mere end 7 år andre efter kun et år. Jeg var også så utrolig heldig at jeg ramlede ind i paraden den sidste dag af karnevallet i Stuttgart, og det var vildt festligt at trave rundt i gaderne blandt udklædte, spillende og syngende mennesker. Market Halle i Stuttgart med alt hvad man kan forestille sig af delikatesser gjorde også stort indtryk, da vi ikke ofte ser lige bestemt den type lækre råvarer herude.
I årets løb har jeg (Birthe) været i Anhui sammen med Henrik næsten hver uge. Byen hvor B2B ligger er nu blevet udnævnt til en kultur-udviklings -by, og det ses faktisk tydeligt derude. Der er blevet lavet parker, og fortovene har fået kæmpestore marmorkugler for enderne, så bilerne ikke kan parkere der, men kun på parkeringspladserne.
Som altid var vi også med til virksomhedens fest i forbindelse med kinesisk nytår. I år skulle den holdes på virksomheden og der blev indledt med en konkurrence om, hvem der kunne lave de flotteste dumplings, som så efterfølgende blev spist til frokost. Der var også tovtrækningskonkurrence, hvor størstedelen af tiden som vanligt gik med at diskutere reglerne. Om aftenen var der middag og underholdning lavet af medarbejderne på fabrikken, og selvfølgelig er der ingen fest herude uden lodtrækning med præmier.
Vi er gennem årene komme til t at sætte stor pris på maden i byen Xuancheng, hvor B2B ligger. Det er stærk mad med gode råvarer og hver restaurant har gerne sine egne specialiteter. Vi bliver af og til inviteret nye steder hen, blandt andet ud i nærheden af et bjerg, hvor der er en super god restaurant med lokale retter. Der er også kommet en Mao restaurant i byen, hvor alle billeder har relation til Mao og hans tid ved magten, og hvor maden skal forestille at være den simple og lækre bondemad han ville indtage.
I en helt anden kategori findes nogle af Shanghai´s restauranter, og vi spiste på et rigtig lækkert steakhouse aftenen før kinesisk nytår (svarer til vores juleaften). Restauranten hører til et hotel der ligger nede ved floden, der løber gennem Shanghai, og vi fik et bord med den flotteste udsigt, et lækkert seafood tårn til forret og en fejlfri bøf til hovedret. Efter middagen blev vi spurgt om vi havde lyst at komme op i baren ovenpå, hvor vi til lyden–synet af fyrværkeri fejrede nytåret med østers og champagne og udsigten over Shanghai som er superflot selvom vejret ikke var klart.
I foråret var vi også heldige at besøge en anden af byens bedste restauranter i forbindelse med at et par af vore gode venner var på gennemrejse. Vi er altid utroligt glade når folk vi kender lægger vejen forbi herude, og lidt lækker mad sammen med, gør det jo kun endnu bedre.
Shanghai er også byen hvor en del stjerner lægger vejen forbi på deres turneer. Sammen med gode veninder var jeg inde at høre-se Avril Lavigne og Bruno Mars i foråret. Begge koncerter var rigtig gode og super professionelt udførte, og musikken er jo rigtig iørefaldende.
Vi var ikke helt så imponerede af Big Fat Snakes’ indsats til et arrangement i Shanghai, hvor de mod slutningen af koncerten ikke følte det nødvendigt at give ekstranumre, selvom festens deltagere længe og indtrængende prøvede at få de aldrende musiker tilbage på scenen. Shanghai´s natteliv trak åbenbart mere, og vi måtte skuffede erkende at tidligere tiders entusiasme fra bandets side var blevet afløst af en holdning der mindede mere om et stykke pligtarbejde.
Til gengæld er vi stadig superglade for vores Filippinske band i Suzhou, og det var ikke godt nyt, da vi fik at vide at de ville flytte tilbage til deres hjemland. Heldigvis fandt vi efter sommerferien ud af at det skyldtes en uoverensstemmelse med ejeren af baren hvor de spillede, og en anden restauratør og barejer hyrede dem til at spille hos ham i stedet. Så nu er byens in-sted flyttet og vi kan stadig høre bandet, der kan spille næsten hvad man end beder dem om og spiller det rigtig godt.
Suzhou har en rimelig stor gruppe af fastboende udlændinge og vi nyder også godt af at være en pæn gruppe danskere her. I foråret blev der arrangeret en dansk pigeaften, og det var bare super hyggeligt! Vi skulle hver især medbringe en ret og egne drikkevarer, mens en af de søde damer lagde hus til.
Til påske var der et andet par der afholdt påskefrokost efter samme princip. Når man kommer 30 personer er det bedst at værterne ikke skal stå med al maden, og med en rimelig overkommelig koordineringsopgave blev der stablet en rigtig festlig dag på benene, hvor vi endte med at danse sammen med de større børn sidst på aftenen.
I år fejrede vi også for første gang i mange år Sct Hans aften, da nogle andre danske venner inviterede os over den 23. Juni. Igen skulle vi her især medbringe en ret mad, og det var virkelig lækker mad vi fik. Efter maden blev der lavet et lille bål i haven og det var utrolig stemningsfuldt da vi sang midsommervisen. Der var ikke forberedt båltale, men det blev besluttet at vi hver især skulle give et lille bidrag store som små. Det gav en helt speciel fælleskabsfølelse og sådan en aften føler man sig bare dansk på den helt igennem gode måde.
Selvom vi har boet i udlandet i mange år er vi stadig danskere i vore hjerter, men der er ingen tvivl om at også Suzhou og Kina er blevet en uendelig stor del af vores liv. Vi synes selv vi bor i Kinas bedste by, og nyder de mange lange gåture sammen. Byen har udviklet sig enormt gennem de år vi har været her og vi finder stadig helt nye byområder, der ligger i gåafstand fra hvor vi bor. Vi har endda fået en ny gammel bydel i vores område, hvor huse i gammel stil og med kanaler imellem er blevet opført. Man kan så komme der og opleve det traditionelle Kina i stedet for at bruge krudt og tid på at komme ind til midtbyen. Det er også skønt at tage bilen ud på landet i området og gå ture i små landsbyer med kanaler eller ud til den store sø, der ligger mindre end 40 km herfra med hyggelige landsbyer, hvor livet leves som for 50 år eller mere siden.
Vi holder også rigtig meget af vore udenlandske venner fra hele verden. I foråret var vi således til 100 dages fejring af en halvt kinesisk halvt malaysisk lille dreng, vi var til 40 års fødselsdag på en filippiner og til en anden fødselsdag hos min tyske veninde. Sidenhen blev en belgisk veninde 40 år gammel og holdt stor fest, vore indisk-kinesiske venner holdt bryllupsmiddag og en lørdag i efteråret var vi ude hos vores rigtig gode venner og fejrede at det var lørdag i deres gårdhave - en gruppe med fransk, kinesisk, tysk, malaysisk, spansk, indisk og dansk islæt. En cowboy og indianer fest, hvor folk kom udklædte samt en forlovelsesfest blev det også til i efteråret. Det er utroligt givende at kunne forenes i venskab på tværs af alle grænser og det er sommetider svært at forstå at det ikke kan lade sig gøre alle steder i verden.
Internationalt var det også da Charlotte og Alexander kom på sommerferie og vi var en gruppe mødre og unge der samledes til aftensmad en aften.
Det er altid en fornøjelse at have de unge hjemme, og samtidig få mulighed for at gense deres venner, som i perioder er kommet meget hos os.
Alexander kom hjem lige tidsnok til at deltage i en stor fodbold World Cup turnering næste dag. Han blev annonceret som den store og overraskende forstærkning af Suzhou Vikings, der spillede rigtig godt, men alligevel ikke formåede at nå finalen. Det var en rigtig festlig og varm dag, hvor store som små var ude at heppe, og turneringen blev afsluttet med en aftenfest, hvor man selvfølgelig kunne blive længe oppe og se toppen af verdens eliten spille kamp i den rigtige World Cup.
Der er ingen tvivl om at Charlotte, Jack og Alexander savner Suzhou og deres venner herfra, når de er i Europa, men også maden herude nyder de i stor stil, når de er her. Vi spiser kinesisk, japansk, indisk, koreansk, italiensk og mexicansk mad og selvfølgelig er der også en del danske retter de gerne vil have når de er hjemme.
Vi tilbragte en weekend i Shanghai, hvor vi havde booket et hotel med pool, og nød det anderledes udbud af mad på en australsk restaurant, en asiatisk fusions restaurant og til brunch om søndagen fandt vi et helt fantastisk pandekagehus, som lavede skøn mad til små penge.
Vi havde en rigtig sjov oplevelse på en 3D fotoudstilling hvor vi tog skøre fotos af hinanden, ligesom der også blev tid til at besøge midtbyen, der er traditionel kinesisk og få en dejlig massage der.
Da vi havde sendt Charlotte af sted på flyet besluttede vi at køre lidt på opdagelse ude i nærheden af lufthavnen, og vi kom til et helt nyt stort byområde, hvor der var et nyt 5 stjernet hotel og et kæmpe maritimt museum, men alle steder var der nærmest tomt. Ikke langt derfra lå havet, hvor fiskerne havde hytter højt oppe på pæle for at husene ikke skulle blive opslugt af tidevandet.
Nu som altid er Kina kontrasternes land, og vi oplever nærmest dagligt de uendelig store forskelle side om side, uden at det tilsyneladende skaber store problemer.
I foråret rejste Henrik og jeg for første gang til et af de få lande i Asien vi hidtil aldrig har besøgt - nemlig Laos.
Vi havde en uges ferie og så frem til at nyde varmen og et af de lande herude, der har færrest turister.
Vi ankom til hovedstaden Vientiane og tilbragte en enkelt eftermiddag der, før vi skulle videre nordpå til en berømt tempelby Luanprabang. Indenrigslufthavnen var temmelig primitiv med gamle træskabe og uden bagagebånd, men vi blev tjekket ind uden problemer og snart var vi fremme. Byen vi kom til skulle vise sig at være utrolig interessant og fredfyldt på samme tid. Der er adskillige templer i den smukke by, der ligger ud til Mekongfloden, og de lokales liv er helt bygget op omkring det aktive religiøse liv der. Selvfølgelig var der andre turister der, men det virkede bare så afslappet og uspoleret, og vi nød den skønne atmosfære der. Restauranterne serverede simpel lokal lækker mad, og efter en lang dag på gåben var det himmelsk at komme hjem til det lille franske hotel, hvor poolen lå lige uden for vores værelse.
Vi brugte en dag på at køre ud at se et vandfald 30 km fra byen, og kom ud til et helt utroligt smukt område, hvor vi var alene den første time, da vi var taget ret tidligt af sted om morgenen.
Vandfaldene derude bestod af flere små brede fald, hvor vandet endte i flere søer i forskelligt niveau og det var virkeligt smukt med det klare turkisblå vand.
Vi bestemte os for at klatre op til toppen, hvor vandfaldene udspringer selvom det var stejlt. Jeg spurgte flere gange Henrik, der var forrest, om han tænkte over hvordan vi skulle komme ned igen, men han klatrede bare opad. Da vi nåede toppen, viste det sig at være hele besværet værd, da der deroppe var en naturlig infinity-pool ud over klippekanten og en fantastisk flot udsigt. Hvad vi ikke havde forudset var, at der også sejlede en mand rundt på en tømmerflåde deroppe, og han var såmænd kørt derop på sin scooter på den anden side af vandfaldet, hvor der var både en vej og trapper, som vi så tog ned af.
På vejen tilbage mod byen var vi inde forbi en sommerfugle park med de smukkeste sommerfugle samt en fattig landsby, hvor beboerne nærmest bare ventede på turister, der kunne købe noget af det simple, men smukke håndværk de havde fremstillet. En af byens største attraktioner er munkenes vandring tidligt om morgenen. Henrik var ikke til sinds at stå op klokken 5:30 for at se optoget, men jeg listede ud af sengen og gik ned i byen, og det fortrød jeg ikke. Det var et meget smukt og specielt syn at se munkene vandre i gaderne og samle ofringer ind fra byens beboere, der beredvilligt skænker mad og penge til munkene, for at fremme deres virke.
Når vi nu boede tæt på Mekongfloden måtte vi også en tur ud at sejle på den. Vi tog en båd, der skulle sejle os ud til en grotte med en masse Buddha figurer. Selve grotten var ikke så interessant som sejlturen, hvor vi så en enkelt elefant, bøfler i massevis og det lokale liv langs floden, som er helt uberørt af turisternes kommen og gåen.
Vi havde bestemt os for at tage til et område i Laos, der hedder Plain of Jar, og hvor der er mange mange hundrede store gamle krukker spredt ud over et stort område. Da vi skulle flyve derop viste det sig at vi var fremme før den planlagte afgang fra Viantiane. Vi måtte derfor vente lidt i den lille lufthavn, før vi kunne regne med at blive hentet af den bestilte chauffør. Vi tale lidt med en anden tourguide, som ikke mente vi ville blive hentet, og i stedet tilbød vi kunne køre sammen med hans kunder, hvilket vi valgte at gøre.
Efter at have tjekket ind på vores hotel gik vi op i hovedgaden for at spise frokost. På den restaurant vi valgte at spise på sad et par mænd og spillede skak og drak øl. Jeg gik hen og kikkede lidt på dem, og den ene kiggede op på mig, og sagde så glad, at det var ham der skulle have hentet os i lufthavnen, men at han havde for travlt til det. Jeg troede nærmeste ikke mine egne ører, men da Henrik kom over til bordet, greb fyren en seddel i sin lomme, hvor der stod Mr. Henrik på , så den var god nok. Sjovt nok virkede han lidt stolt af at han havde haft for travlt til at hente os som aftalt og tilbød sin service til at køre os ud til krukkerne til en voldsom høj pris. Vi krydsede i stedet gaden og lavede en aftale med en anden chauffør der til den halve pris - gad vide om den travle mand forstod hvorfor…
Vi fik følgeskab af en engelsk dame ud til krukkerne, der lå spredt ud over forskellige områder nærmest som i et system. Mange krukker var ødelagte-beskadigede, men det viste sig også at vi var kommet til det område hvor flest bomber var blevet kastet under Vietnam krigen, da Laos blev brugt til at smide uanvendte bomber på flyenes tilbageture fra togterne. Der var masser af store bombekratere i landskabet og vi skulle gå indenfor nøje afmærkede stier, hvor der var blevet ryddet for miner og udetonerede bomber.
Da vi kom tilbage til byen, hvor vi boede, lagde vi pludselig mærke til at der var bomber næsten overalt og at den del af byens historie stadig var meget nærværende og var blevet en form for identitet. Således var mange barer- og restaurantnavne for bundet med og pyntet med udetonerede bomber.
Tilbage i hovedstaden Viantiane boede vi på byens bedste hotel, der blandt andet havde en skøn udendørs pool. Vi skulle dog også have kigget lidt nærmere på byens templer og den store stupa, der dog ikke kan hamle op med stupaen i Myanmar, selvom den helt sikkert også var flot og imponerende.
Vi gik også en tur ned til floden, hvor man kunne se Thailand på den anden side, og vi nød vores sidste måltid i Laos på en restaurant, der er opstået i et forsøg på at få gadebørnene væk fra gaderne og i stedet give dem et arbejde på restauranten. Det var en helt igennem fantastisk aften med utroligt veltillavet mad som blev nydt sammen med spændende drinks.
Den sidste formiddag vi var i Laos begyndte det passende at regne og derfor kunne vi med ro i sjælen køre mod lufthavnen og tage tilbage til hverdagen i Kina igen, opfyldt af lutter gode oplevelser fra et land der oftest overses, i og med det ikke har tropestrande som de andre lande i området.
Som sædvanligt brugte vi det meste af vores sommerferie i Danmark, og vi nød at Alexander boede i København over sommeren for at arbejde for Call Me, da vi så kunne ses med ham om aftenen.
Charlotte og Jack kom også til landet i nogle dage før vi alle 5 skulle til Santorini på en uges badeferie. De dage brugte vi med dem og kørte ned og se Møns klint, som vi aldrig har set før. Det er utrolig flot og anderledes natur man oplever der og er virkelig et besøg værd. En anden spændende oplevelse fik vi da vi var ovre at se lidt nærmere på det nye operahus. Det viste sig nemlig der var rundvisning, og vi kom med ind og så bygningen indenfor, samtidig med at historien om bygningens tilblivelse blev fortalt af en tidligere musiker ved operaen.
Selvfølgelig benyttede vi os også af at Nikolaj bor i København og vi var ude at besøge ham på hans arbejde i Torvehallerne, ligesom vi alle spiste aftensmad sammen med ham i Kødbyen en aften og på en lækker sushi restaurant den anden aften.
Vi havde en helt fantastisk uge på Santorini, der er nøjagtig lige så smuk, som den bliver beskrevet. Vi boede i hovedbyen Thera, der ligger på klippesiden, som helt bestemt er den smukkeste del af øen. Vi kom om natten og det var magisk at vågne op til blå blå himmel og lækkert vejr næste morgen.
Det blev til utallige gåture i de stejle snævre gader med et utal af cafeer, restauranter og butikker. Der er mange turister på øen, men på en eller anden måde virkede det naturligt og rart, da det også medførte at der var et uendeligt udvalg af gode lokale spisesteder, og den storslåede udsigt tog alligevel næsten al vores opmærksomhed under opholdet. Der var ikke en eneste international kæde restaurant eller kaffebar, og det virkede bare så rigtigt at man udnytter alle de lokale råvarer og traditioner på den lille charmerende vulkanø med de små smukke kirker og huse i hvidt, gult og blåt.
Jeg fik mig en ny ven i den lokale købmand, fordi jeg tog mig tid til at smage hans store udvalg af oliven i forskellige lager, og jeg måtte næsten dagligt ind forbi og købe lidt ind der.
Vi var tre af os der nåede ud på bjerget der ligger ude på en spids ud for Thera på en af vore gåture. Der var langt derud og det var ekstremt varmt, men det var besværet værd at kunne nyde den smukke udsigt op mod Oia derude fra.
På tilbagevejen begyndte vi at føle varmen – og sulten og tørsten gnavede. Alexander trængte også til en dukkert og strøg hurtigt ind på en af de små resorts på bjergsiden og hoppede i svømmebassinet i nogle minutter, før han hurtigt smuttede ud i gaden igen – det er ikke til at vide om nogen nogensinde fandt ud af, hvad der lige skete der.
Flere af dagene tog vi over på østsiden af øen, hvor der er gode badestrande. Vi kunne der låne parasoller og liggestole mod at købe drikkevarer på stedet.
Det sorte vulkansand er supervarmt, så badesandaler var en god ting at have med sig. Vandet var klart og lækkert at bade i ligesom vi solbadede flittigt.
Bor man på en vulkanø, skal man næsten også se krateret, som her lå ovre på en naboø. Vi tog en dagstur med båd i området og nød den friske brise, der altid blæser i området og sikrer at temperaturerne altid er behagelige selvom solen bager.
Der har ikke været udbrud fra det store krater i mange mange år, men alligevel var der steder, hvor man kunne se svovldampe stige op fra jorden og føle varmen fra jordens indre.
Næste stop på turen var et besøg ved nogle varme kilder, som vi skulle svømme ind til fra båden. Heldigvis havde vi fået at vide fra vore venner, der tidligere har været på Santorini, at vi skulle tage gammelt badetøj på, da det blev totalt misfarvet af metallerne i vandet der.
Da vi kom tilbage til Thera var der trapper op fra havnen til byen 600 meter op, og bekvemt nok ventede en flok æsler på os dernede, så vi besluttede os for at lade dem bære os op. De er nogle små energiske fyre de æsler. De virkede til at konkurrere om hvem der kom først, og der var et æsel, som bare ikke ville lade de andre komme forbi. Han havde en græsk Adonis med kappe på ryggen, og om det var derfor den bevidst skar de andre af, når de prøvede at kæmpe sig forbi finder vi aldrig ud af. Under hele turen sad jeg og var bange for at benene skulle knække under mit æsel - sikker på at jeg havde fået den med de tyndeste ben. Men benene og æselet holdt og kom endda op som nummer to efter Banditten, som vi døbte føreræslet.
Vi brugte en skøn dag på at køre øen rundt på firhjulede motorcykler. Vi besøgte flere strande, heriblandt den røde strand, hvor sandet rigtig nok var helt rødt.
Santorini er kendt for sine smukke solnedgange, som vi også fik flere gode eksempler på. En aften tog vi op til byen Oia, hvor det skulle være helt unikt at se solen gå ned. Oia er nok den smukkeste by på Santorini med de stejleste gader og meget velholdte huse. Stedet er af samme grund vældig populært blandt kinesiske par, der får taget bryllupsbilleder der, og der var indtil flere fotoforretninger deroppe med kineserne som målgruppe. Vi var heldige at få bord på en restaurant med udsigt over havet, og må nok medgive at det var svært at slå solnedgangen set lige derfra.
Vel tilbage i Danmark nød vi at besøge familien og mange af de dejlige mennesker vi kender enten fra før vi rejste til Kina eller herude fra. Vi var blandt andet til en 2x60 års fest på Nordvest Sjælland ved Sejerøbugten for vore gode venner, som vi kender fra Kina fordi deres søn bor herude. Vi var også til fest sammen med Birthes familie og denne gang blev det holdt på gården i Beersted, hvor vi jo alle kommer fra. Det var en skøn dag, som fik et lidt dramatisk efterspil, da både Birthes mor og storesøster faldt om morgenen næste dag og begge kom på sygehuset. Heldigvis var ingen af de to blevet alvorligt skadede og kunne udskrives samme dag begge to. Men sikke en forskrækkelse vi alle fik der.
Birthe fik denne gang tid til at besøge flere veninder og besøget på Aros i Aarhus sammen med Jette var en dejlig oplevelse, ligesom det var helt specielt at gense Lilly, som jeg var i Korea sammen med for mere end 20 år siden. Vi havde ikke set hinanden siden den gang, men holdt kontakten. Og da vi mødtes var det bare som om, der kun var gået et par dage og vi havde en forunderlig eftermiddag med udveksling af minder og gode samtaler om stort og småt. Jeg måtte sidde med foden oppe, som jeg forstuvede dagen før under en løbetur i skoven syd for Silkeborg. Sådan går det når man løber og kigger op mod himlen på ujævnt underlag. En rod der stak op af jorden var nok til at nedlægge mig, og det hele blev ikke bedre af at jeg for vild på vejen tilbage til vore venners hus, så jeg endte med at gå 4 km ekstra på en dårlig fod., som dog er blevet normal igen.
Den sidste del af Danmarksturen brugte vi igen i København og sammen med Alexander. Han viste os blandt andet et sted ude bag ved Christiania hvor der er lavet et indendørs street food marked kaldet Papir-øen, og vi fik en dejlig aftensmad der den ene aften.
Henriks fødselsdag blev med kort varsel forlagt til Ho Chi Minh City i Vietnam, da der er et steakhouse der, som han som sit eneste ønske gerne ville have en bøf fra. Vi tog en forlænget weekend dernede og nød dagene med at bade i hotellets pool og gå ture, hvor vi blandt andet kom forbi Quan Am Pagoden - byens ældste - som vi tog i nærmere øjesyn. Vietnam er kendt for sit gode køkken og vi er blandt andet vilde med de friske forårsruller dernede, ligesom de laver rigtig lækker fisk og skaldyr. Henrik ville pludselig også i spa og vi fik organiseret en 3 timers behandling inklusiv ansigtsbehandling, fodmassage og olie massage. Det var ved at tage livet af manden, ikke så meget fordi det tog så lang tid, men fordi han pludselig fik blæst så meget damp i ansigtet at han troede han skulle drukne. Det var ikke rart synes han, og jeg tror det varer længe før han igen skal have sådan en omgang.
Turen sluttede knapt så behageligt af med at først Henrik og siden jeg efter hjemkomsten fik øjenbetændelse. Det var ikke rart, og vi besluttede at tage aftensmad på hotellet den sidste aften, selvom det var planen at vi skulle have spist ude på en god restaurant, til gengæld gav hotellet en fødselsdagskage og blomster til fødselaren.
Nogle få uger efter smutturen til Ho Chi Minh skulle vi igen på farten. Denne gang gik turen til England for at besøge Charlotte, Jack og Alexander og for at få set lidt nærmere på Wales.
Vi tog først til Leeds op til Charlotte og så huset hun nu bor i, og efter en dejlig udendørs frokost i York sammen, kørte hun så med os til Liverpool, hvor vi for første gang skulle se, hvordan Jack bor. Vi havde et par skønne dage i Liverpool, hvor vi den første aften gik ned i Mathew Street hvor Beatles startede deres karriere. Der var totalt pakket med mennesker dernede, som alle var i yderst festligt humør og klædt på til narrestreger. Det var lige ved at være for meget af det gode, for nogen af os, og vi drog hen mod hotellet, hvor vi så løb ind i et gay-parade optog. Så der er ingen tvivl om at der er gang i den i Liverpool, måske specielt meget den pågældende weekend, fordi der også havde været et lokalt fodboldopgør i Premier League.
Vores besøg i Beatles Museet dagen efter samt gåturen på havnefronten var også en fin oplevelse og vores aftensmad på et brasiliansk steakhouse var den perfekte slutning på en dejlig dag i en skøn by.
I Wales skulle Henrik og jeg se de mest berømte slotte i området/landet samt udforske nationalparken ved Storbritanniens højeste bjerg lidt.
Det første slot vi så var Conwy, som ligger ved byen Colwyn. Det var nemt at forestille sig tidligere tiders storhed, når man gik rundt på ruinerne af det enorme slot, som lå utroligt flot placeret ved en bugt. Vi nåede også at gå en tur i byen, som virkede meget stille, og vi fandt Storbritanniens mindste hus, som i sandhed ikke kunne rumme meget.
Vi kørte videre og fandt byen LLanfairpwllgwyngyll, som angiveligt er landsbyen med det længste navn i Storbritannien, og endnu sjovere blev det da vi så skiltet hos det lokale Volvo værksted, her stod et ord på 58 bogstaver, hvor de første 20 var bynavnet og hvor resten må betyde Volvo værksted.
Vi nåede et smut ud forbi Holyhead, som er Wales´vestligste punkt før vi sidst på eftermiddagen ramte Caernforn, hvor vi skulle overnatte og se slottet i den gamle by, som tilfældigvis også lå ud til vandet. Vi fik lækker aftensmad i Black Boys Inn, hvor man ikke er nået til at bekymre sig om politisk korrekthed, og bagefter oplevede vi en helt fantastisk solnedgang der.
Caernforn Castle var større og lidt mere vedligeholdt end Conwy og kroningen af Prince Charles til Prince of Wales foregik her. Det er et helt utroligt bygningsværk som i sin tid husede kongen og alle hans mænd plus deres familier.
Vi kørte derfra videre mod Snowdonia – Englands højeste bjerg og var heldige at komme med et damptog op til toppen næsten med det samme. På vejen op var der en del vind, men en flot udsigt før vi kom op i de lavthængende skyer. Vi kunne se at vi i væsentlig grad trak gennemsnitsalderen ned på toget og besluttede derfor at gå tilbage til byen, en gåtur vi fik at vide ville tage 2 timer. Vi gik frejdigt af sted nedad og synet ud over vidderne var helt fantastisk da vi kom ned under skygraensen. Bjerget var noget stejl og terrænet ikke let at gå i selvom der nogle steder var lavet trapper, så vi fik godt ømme ben af gåturen og mod slutningen gik vi en del baglæns, da det skånede de ømme lægge.
Denne gåtur skulle forfølge os de næste 4 dage, hvor vi kunne mærke de ømme ben. Det forhindrede os dog ikke i at gå en tur i de grønne landskaber med de uendeligt mange får og masser af stendiger.
Vi kørte derfra en lang og meget flot og øde tur helt ned til Cardiff, hvor det sidste slot vi havde planlagt at se ligger.
Vi havde et hotel med himmelseng om natten, så vi var i helt rette stemning til næste dag at se Cardiff Castle, som ligger inde i byen. Cardiff Castle er utrolig velholdt og med flere møblerede rum. Det virker nyere end de andre to slotte, og med en enorm slotsgård.
Om eftermiddagen nåede vi så frem til Alexander i Southampton, og vi brugte nu et par dage sammen med ham. Som med Charlotte tog vi et smut i Ikea og vi brugte en formiddag på at hjælpe nogle af Alexanders venner med at flytte deres ting ud af det hus de havde lejet og som der havde været ild i.
Vi havde en sjov aften på Revolution Bar, der er en vodkabar, hvor vi fik 10 shots, hvoraf en skulle smage grimt. Vi skiftedes til at tage en hver og da den sidste var tilbage, var der stadig ingen der havde smagt grimt. Alexander tog det sidste shot og forventede det værste, men så snart han havde tømt glasset kom der et brøl fra Henrik, som havde fået et chili shot allerede i det første glas, men havde skjult det til det sidste for ikke at tage fornøjelsen og spændingen fra os andre.
Det var nu tid for mig (Birthe) at drage videre mod New York, hvor der var inviteret til 40 års pigetur af en af mine veninder. Henrik og Alexander kørte mig til lufthavnen før de selv tog ind til London, hvor de tilbragte aftenen sammen, og Henrik rejste så mod Kina dagen efter.
Jeg fik en rigtig god start på min New York tur, da jeg blev opgraderet til business class, og det var en rigtig behagelig rejse, og der var ingen problemer med at finde hotellet på Times Square efter ankomsten.
De blev en skøn uge, som startede med at vi gik til Central Park til brunch den første dag. Vi så et Broadway Show - Kinky Boots, som var en glad og festig musical. I de kommende dage blev det til et besøg i Empire State Building sammen med Lily, som jeg også fulgtes med ud til World Trade Center hvor vi så mindesmærket for September 11. Vi var på The Highline, som er en park i 1. Sals højde lavet på nogle gamle jernbaneskinner, og vi besøgte Chelsea Market.
Om aftenen var vi i Little Italy, som har den største julepyntsbutik jeg nogensinde har set. Det var helt enormt hvad de havde der. Vi sluttede dagen af med en god fodmassage, efter en hvor vi bare havde gået rigtig meget.
Central Station og Oyster Bar der er bestemt et besøg værd og vi hyggede os gevaldigt med den hviskende væg derinde. New Yorks Library Walk og selve biblioteket så vi, ligesom vi var oppe i Rockefeller Center om aftenen, hvor vi kunne nyde udsigten over den enormt store by ved med aftenbelysningen tændt.
Det blev til en gåtur over Brooklyn Bridge og et besøg i Federal Building og på Wall Street sammen med min amerikanske veninde Renee, vi måtte også have en tur i ToysR Us´s store pariserhjul, som er inde i butikken,.
Sammen med Therese og Kacee gik jeg en et stykke i Central Park, som er meget lang og vi opgav at nå op i den anden ende. I stedet kiggede vi indenfor på Plaza Hotel og fik ladet batteri op, før vi gik videre og blandt andet fandt en cupcake ATM, som vi selvfølgelig måtte prøve.
Efter at jeg havde sendt Kacee af sted med toget og var alene tilbage gik jeg lidt rundt på Central Station, som er en rigtig flot gammel bygning, og pludselig befandt jeg mig på et indendørs marked, hvor der var alt man kunne tænke sig af madvarer. Det så virkelig lækkert ud, men kostede også kassen.
Den sidste dag i storbyen New York havde jeg på egen hånd indtil om aftenen, hvor jeg mødtes med en af børnenes veninder, som læser derovre. Vi spiste aftensmad sammen på en diner, som er et slags fastfood sted, hvor man får nogle skønne burgere.
I dagens løb havde jeg været ude at sejle med en taxibåd ud til frihedsgudinden, og jeg var på MOMA, hvor jeg nød at gå rundt at kigge på alle kunstværkerne samt de mennesker der var inde på museet. Alle har hver deres måde at nyde kunst på og det er i sig selv interessant at kigge på.
Mine dage i New York sluttede med maner og limousineservice til lufthavnen. At jeg mistede min kamerataske og blitz til kameraet i security check var et mindre bump på vejen. Da jeg fandt ud af det på flyet, blev jeg pludselig meget glad for at mit kamera ikke havde været lagt på plads i kameratasken, for så ville den og alle mine billeder nok også have været væk.
Den sidste del af året kom til at stå i reparationens tegn, da der allerede i juli blev opdaget en vandskade, som viste sig at komme fra et sprængt vandrør. Det var ikke første gang, og denne gang fandt håndværkerne hurtigt ud af at vandrørene der er i huset ikke er egnede til at føre varmt vand. Vores ejer er klogelig forsikret mod den slags, men netop det skulle vise sig at blive problemet som tingene skred frem.
Vi troede vi skulle bo en måned på hotel, mens alle vandrør blev skiftet af den oprindelige bygherre, men det udviklede sig til at tage mere end tre måneder med evindelige aflysninger, udskydninger og diskussioner om kvalitetsniveauet i arbejdet. Birthe kæmpede mod en flok uvillige folk, der satte penge til hver gang de købte materialer eller kom og lavede et stykke arbejde, og til sidst kunne vi se at der var fare for at vi ikke kom tilbage til huset, hvor alt var pakket ned i kasser, før jul . Det hele endte dog med at nogle andre og mere pålidelige håndværkere blev bedt om at gøre arbejdet færdigt og kun med hiv og sving og med Charlotte og Alexanders store hjælp blev vi færdige til at holde jul hjemme.
Vi boede på hotel med flot udsigt i perioden, men eftersom det bare blev længere og længere tid og det var totalt uforudsigeligt hvornår arbejdet blev gjort færdigt, nød vi det ikke rigtigt til sidst.
Det gjorde vi til gengæld juleaften, hvor vi havde fået det rigtige juletræ købt i dyren domme på blomstermarkedet i Shanghai pyntet, fået ænderne steget og lavet ris ala mande. Juleaftens traditioner holder vi trods alle omvæltninger i livet herude fast i. Vi pynter op og bager og selvfølgelig danser vi om jueltræet selvom der hvert år bliver gjort forsøg på at sløjfe aktiviteten.
Heldigvis var mit øje kommet tilbage til normal farve og form igen, efter at jeg var blevet ramt i ansigtet af en vejbom ved indgangen til vores beboelsesområde. Det så ikke godt ud, og først troede lægen i Suzhou benet var brækket, men siden viste en scanning i Shanghai at der ikke var et brud, men at det kun var godt og grundigt forslået.
Ud over at vore kære børn kom hjem til jul havde vi også ungt besøg i november, da en af vore venners søster og kæreste kom ud til Suzhou et par dage. Vi havde et par skønne solrige dage, hvor vi var ude på Perlemarkedet og tilmed blev sejllet ud på en sø for at fange perle-muslinger, som Anders og Christa selv fik lov at åbne med en kniv. Vi brugte også en dag inde i Suzhou i Pingjiang Lu og senere i Den Ydmyge Administrators have, hvor vi så en smuk solnedgang over den nordlige pagode.
Det var et par forrygende dage som vi afsluttede med en foto session ved Jinji Lake efterfulgt af en god vestkinesisk aftensmad med masser af lammekoed og kartofler, før de unge tog til togstationen og videre på nye eventyr i Beijing.
Nytårsaften blev i sidste øjeblik bestemt til at skulle være anderledes end de tidligere mange år, da de fleste af os, der plejer at holde aftenen sammen ikke var i Suzhou i år. Derfor bestemte Henrik og Birthe sig for at tilbringe aftenen i Shanghai, og vi fik endda bestilt et bord med udsigt over The Bund til sen aftensmad. Vi havde håbet at skulle se fyrværkeri derinde, men det viste sig at være aflyst. Der var et lysshow fra bygningerne i Pudong, men bortset fra det, var der ingen aktivitet planlagt dernede. Det var lidt en skuffelse, men den fremragende middag med Bollinger Champagne til og Charlotte, Jack og Alexanders ankomst klokken halv tolv, så de kunne skåle nytåret ind sammen med os, fik os til at glemme det , og vi fik en rigtig god start på 2015.hver restaurant har gerne sine egne specialiteter.